Lørdag d. 21.9 kl. 14.00

Særudstillingen vises 21.9 - 15.12 på Bramming Egnsmuseum.

Fernisering af udstilling af billedkunstneren Anita Houvenaegel

Livsrejser er vores fælles menneskelige vilkår: Vi fødes fra mørket og ud i lyset.

Dette tema behandler udstillingen gennem et mangfoldigt sprog. Den spreder sig over hele museet med maleri, foto, litografi, raderinger og murinstallation. Ja, selv en skrællet appelsin kan illustrere, at kunstneren fik livet – og i dag 74 år senere lever som aktiv kunstner. Det hele understøttes af kunstnerens poetiske tekster.

Anita Houvenaeghels installationsudstilling er unik og almen menneskelig. Siden kunstneren debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1975, har hun udstillet mange steder i ind- og udland. Senest i 2018 på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig under titlen “Genklange i tid og rum”. I år 2000 og årene fremover har kunstneren løst en lang række kirkeudsmykningsopgaver på Fyn og i Jylland

Denne udstilling er museumsinspektør Mogens Hansens sidste på Bramming Egnsmuseum og udspringer af hans fascination af kunstnerens landskabsbilleder fra Vesthimmerlands Museum i 1980-erne. Med denne udstilling krydser de to livsrejser endnu en gang hinanden og resultatet ligner ikke Anita Houvenaeghels tidligere udstillinger og heller ikke tidligere udstillinger på Bramming Egnsmuseum. Den er unik.

Museet er vært ved en forfriskning.

Alle er velkomne.