9/5 – 20/6

Værker af Ghita Svensen og Jørgen Martin Pedersen.

Billedkunstneren Ghita Svensen viser sine marsk-inspirerede værker på væggene i udstillingslokalet, og stenhuggeren Jørgen Martin Pedersen viser stenskulpturer på gulvet.

Marsklandets enkle linjer og fantastiske lys er udgangspunktet for Ghita Svensens kreativitet. Ikke underligt, for hun er født og opvokset i marsklandet og huserer i en af de gamle fredede marskgårde i landsbyen Højer.
Maleriet et det primære udtryksmiddel, og i det mestrer hun lyset på en måde, så man forstår at uden mørke – intet lys.

Ghita Svensen har udstillet i indland og udland og har blandt andet udført udsmykningsopgaver for Statens Institut for Folkesundhed i København, Mommark Handelsskole på Als, Kommunedata i Odense, VUC Ribe, Tønder Sygehus, Højer Ungdomsskole, SOSUskolen Odense, RGW på Rømø og DR Syd.

Jørgen Martin Pedersen er udlært stenhugger og etablerede i 1995 eget firma og værksted i Vejrup. Helt fra sin læretid har han arbejdet sammen med billedhugger Poul Isbak og senere også med billedhugger Niels Peter Bruun m. fl.
Parallelt med stenhuggervirksomheden har Jørgen Martin Pedersen taget sig tid til at arbejde kreativt som billedhugger. Værkerne kan ses rundt om i Danmark, hovedsageligt i det sydvestlige Jylland. Hans mest kendte værk er nok “Esbjerg Skibet”, som står på Tage Sørensens Plads ved indsejlingen til Esbjergs nye lystbådehavn, Esbjerg Strand.
I de senere år har Jørgen Martin Pedersen også arbejdet med billedkunst. Nogle af hans værker kan ses i hans galleri på privatadressen i Vejrup.