29. januar kl. 14

Ny udstilling åbner snart på Bramming Egnsmuseum. Alle er velkomne til åbningen af den lille tidsrejse.

Da Søren Byskov for to år siden trådte til som museumsinspektør på Bramming Egnsmuseum, gik han i gang med at lære museets samling af genstande og fotos at kende. Det stod hurtigt klart for ham, at der kunne laves en spændende udstilling om livet i Bramming tilbage i begyndelsen og midten af 1900-tallet, da Egnsmuseet gennem flere årtier har været stedet, hvor brammingenserne har afleveret genstande fra forældres og bedsteforældres tid.

Det bliver nu til udstillingen ”Den travle by”, hvor museet sætter spot på nogle af de håndværk, erhverv og foreninger, som fandtes i stationsbyen Bramming.
De mange genstande bliver suppleret af en perlerække af fotos fra byen, som takket være fotografen C.K. Olesen findes helt tilbage fra byens barndom.

I udstillingen kan man gå på opdagelse i byens tidlige historie, som den ser ud, når værktøj, apparater og andre genstande fra magasinet sammen med Olesens mange billeder fortæller om det travle liv.

- Vi har både skomageren, hjemmeslagteren og automekanikeren repræsenteret og kommer også forbi apoteket, urmageren, barberen og mange andre, fortæller Søren Byskov, og fortsætter - Stationen var byens største arbejdsplads. Den var simpelthen en livsnerve i byen, så den er naturligvis også med i udstillingen.

Det er Hotel Kikkenborg også, for det var her byens kulturliv udfoldede sig i form af et hav af teaterforestillinger og foredrag – det vidner de mange plakater i samlingen om.
Der er også spor efter børn i samlingen for som i alle datidens nye byer var der masser af børn i Bramming, og derfor viser udstillingen selvfølgelig også genstande fra byens skoler.

”Den travle by” er blevet til med stor hjælp fra Egnsmuseets trofaste stab af frivillige, der som sædvanlig har hjulpet både med tekster, fremfinding af fotos, maling og udstillingsopbygning.

Særudstillingen ”Den travle by – om livet i stationsbyen Bramming før verden gik af lave” åbner dørene for publikum ved en reception, hvor alle er velkomne, lørdag d. 29. januar kl. 14. Udstillingen vil herefter kunne ses i museets faste åbningstid tirsdag, torsdag og søndag til og med d. 3. april.

Billederne øverst:

CK Olesen Bramming station, ca. 1890
CK Olesen Børnehjemmet Plantagevej
CK Olesen C.K. Olesen i sin egen butik med kunder