lørdag den 20. april kl. 14

Vi åbner særudstillingen "30 år med billedvævning" med fuld musik!

Gennem næsten et halvt liv har Mona Lise på sit værksted i Ribe arbejdet med det helt særlige kunsthåndværk billedvævning.

Samtlige Mona Lise Martinussens arbejder har motiver, som oprindelig er skabt af billedkunstneren Ullrich Rössing.
Opgaven for Martinussen har gennem alle årene bestået i at oversætte Rössings værker til vævede billeder i uldgarn.
Hun indfarver sine garn til præcist at gengive motiverne, som de oprindeligt er skabt.

Kombinationen af kreativitet, håndværk og loyalitet overfor et oprindeligt motiv udgør en kunstnerisk proces, der er helt unik, og publikum kan forvente en sansemættet og særegen oplevelse i udstillingen.

Som et ekstra tiltag vil der ved udstillingsåbningen blive opført et stykke ny musik skrevet specielt med inspiration i et af Mona Lise Martinussens billedtæpper. Komponisten, som også fremfører musikken, er Johannes Larsen, der er studerende ved Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.

Kom, se og lyt - alle er velkomne!